Så ankom jeg til Ulan-Ude! Efter den tre dage lange togrejse var det noget af en lettelse at få strukket benene og have adgang til et bad og en rigtig seng. Selvom jeg på ingen måde kan klage over faciliteterne på toget, leder den kropslige fornemmelse efter tre dage uden adgang til bad og en 20 cm for kort seng tankerne hen på midterdagene på en sommerfestival.
Ankomst
Indtil videre har en del af oplevelsen ved min tur været, at det altid er lidt af en skattejagt, at finde de steder jeg skal bo. Dette var også tilfældet med at finde mit hostel "UU travellers House" som jeg havde booket en nat på på forhånd, da der ikke er nogen ydre skiltning, men istedet en masse papirer med pile.
Da jeg kommer ind bliver jeg mødt af ejeren af stedet Denis, der byder mig velkommen og viser mig rundt på stedet. Det er ikke noget stort hotel, men det er med gode faciliteter i form af bad, køkken og opholdsrum, hvor jeg fik rig mulighed til at møde andre backpackere, der også rejser med jernbanen.
Schweiziske backpackere
Det meste af min tid i Ulan-Ude brugte jeg med Marsha og hendes to veninder, Jen og Erzhena. Pigerne har været venner siden de var små, og nyder i deres fritid at møde rejsende, der kommer til byen. Marsha og Jen læser lingvistik sammen, mens Erzhena lige er kommet tilbage fra et udvekslingsophold i Slovakiet og er i gang med at søge ind på universitetet i Moskva.
Den første dag brugte vi sammen med tre backpackere fra Schweitz, der ligeledes var kommet med den transsibiriske jernbane fra Sankt Petersborg, og nu var på vej mod Mongoliet i retning af Beijing efterfulgt af Vietnam og Malaysia. På min tur har jeg efterhånden mødt en del andre rejsende, der nærmest giver min lille togtur mindreværdskomplekser. I denne omgang er jeg dog glad nok for min egen rute.
Om aftenen introducerede Jen, som er del af byens store burjatiske mindretal, mig til det burjatiske køkken i form af en slags store indbagte kødstykker, der er formet efter de traditionelle burjatiske nomadebygninger. Der er et burjatisk sprog, men det er til Jens store ærgelse lidt ved at uddø i den nye generation, da forældre ikke længere lærer det til deres børn.
På andendagen blev jeg vist rundt af Anastasia, som har været guide i byen de sidste 6 år. Hun var enormt venlig, og gav mig en ordenligt historisk baggrund for byen, som kommer her:
Lidt om byen: Historie og politisk system
Ulan-Ude er hovedstaden og det administrative center i republikken Burjatia, som ligger i området omkring Bajkalsøen. Inden byen blev grundlagt af kosakkerne var området ligeledes befolket af burjakere et nordmongolsk folkefærd, der stadig udgør 21,4% af befolkningen.
Selvom Burjatia af navn er en republik, har de dog ikke meget flere beføjelser, end de enkelte kommuner fx har i Danmark, selv om de har deres eget parlament og ministerier. I september er der valg til parlamentet, men der er ikke særlig stor valgdeltagelse. Putin anbefaler visse kandidater, og grundet hans store popularitet i regionen, plejer vælgerne mest at føre hans anvisninger. Anastasia fortalte mig, at folk generelt ikke interesserer sig sønderligt for Putins egentlige politik, men dømmer ham primært på den velstand, der er kommet under hans regime siden 2000 i modsætning til Jeltsin, der er utroligt upopulær.
Ud fra et historisk perspektiv, er byen ret spændende at gå igennem, da den i høj grad bærer præg af sin arv. Spredt over byen er mindre burjatiske altre og bedesteder. Gadenavnene er de samme som under sovjettiden og hedder derfor alle noget i stil med "kommunistgaden" og "og arbejderkvarteret" etc, og over alt er der hamre, sejl og røde stjerner. Sovjettiden kommer desuden ikke mindst til udtryk gennem det godt otte meter høje bronze Lenin-hoved, der tårner sig over bycentret. Tsar-tiden kommer også til udtryk, da byen omkring jernbanens indvielse gik helt amok med æreskirker og triumfbuer i forbindelse med, at tsar Nicolai II kom forbi på sin vej tilbage fra Vladivostok.
Buddhisme, russisk top-10 og tegnede dinosaurer
Efter min tur med Anastasia mødtes jeg igen med Marsha og Jen fra i går, da vi havde aftalt at besøge et buddhistisk tempel på toppen af byen. Jen er selv buddhist og kunne derfor fortælle en masse om, hvordan det hele fungerer.
Templet, som er placeret med udsigt over hele byen og er omringet af en større promenade. Promenaden er en central del af tempelbesøget, og inden man kommer ind i templet, skal man først til venstre rundt i promenaden, hvor man kan gøre stop undervejs og bede en bøn, alt efter om man er født i musens eller tigerens år osv.
Når man har været igennem den lange promenade, skal man gå en mindre tur rundt om selve templet. Her efterlader man også en gang årligt tørklæder i forskellige farver, alt efter hvilket år man er født i. På tørklæderne er der nedskrevne bønner, og hvis ens lokale munk har advaret en om et dårligt år, er det en god ide at hænge ekstra mange tørklæder op for en sikkerheds skyld. Det bringer lykke og held, når ens tørklæder blafrer i vinden :)
Inden i selve templet (som jeg desværre ikke kunne tage billeder af) er der endnu en cirkel man skal gå og gøre sig bønner ved de forskellige hellige figurer og billeder af Dalai Lama. I templets midte sidder en godt to meter høj gylden Buddha omgivet af lotusblomster. Når man har gennemført sin runde, går man baglæns ud, hvor man til sidst renser sig i helligt vand.
Efter seancen snakkede vi lidt om religion, og både Jen og Marsha mener ikke, at de unge er specielt religiøse. Alle burjakerne har dog som udgangspunkt et hjemmelavet, og selvom Marsha ikke vil kalde sig selv kristen, hænger dig ikoner hjemme hos hende, som kan være gode at bede til, hvis man har en dårlig dag.
Efter tempelbesøget tog vi en bus tilbage til byen, hvor vi spiste frokost sammen og endte med at snakke musik og de åbenbart globale pre-teen perioder med Linkin Park, Metallica og Tokio Hotel. Jeg fortalte dem om Gulddreng, der for tiden tager vores top 10'er med storm, og de gav mig til gengæld denne russiske gruppe, der i den sidste lange tid har fyldt radioen:
Det er en kærlighedssang, der hedder "Isen smelter imellem os".
Efter et stykke tid måtte Jen gå, da hun skulle til et comedyshow, så mig og Marsha tog hen i en park hvor vi endte med at snakke film og tegne dinosaurer indtil jeg måtte videre. Jeg er stadig helt overvældet over den enorme gæstfrihed, jeg konstant bliver mødt med af alle hver dag på min rejse indtil videre. Jeg håber, at jeg kommer til at møde nogle af de mennesker jeg har mødt igen, men indtil videre ønsker jeg bare dem alt det bedste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar