søndag den 23. april 2017

Irkutsk & Bajkalsøen: En fantastisk frossen sø, et frustreret medlem af oppositionen og en svensker i en spøgelsesby

Jeg ankom til Irkutsk efter en noget stresset afrejse, da Google maps havde bragt mig til togskolen i stedet for togstationen. Efter en længere sprint fra den anden ende af byen nåede jeg dog mit tog. 

Da jeg ligeledes efter lidt skattejagt og pilejagt var ankommet og havde fundet mit hostel, blev jeg velkomment af min meget venlige, trods stærkt tømmermændsramte vært, der dagen inden havde været ude at fejre hendes venindes fødselsdag. I sin bagstivhed havde hun dog købt pizza til hele hytten, hvilket var rigtig lækkert. 



Livet i oppositionen
Efter at have fået ordnet reservationen og min tur til Bajkalsøen, faldt mig og hostenes manager i snak om politik.  Hostelets er stor modstander af Putin hovedsageligt på grund af hendes frustration over sin oplevelse af den store korruption i Rusland, den ulige fordeling og den manglende reelle forsamlingsfrihed. 

Hun stemmer på oppositionslederen Alexei Navalny navnlig på grund af hans anti-korruptionskampagne. For nylig deltog hun i en af de store demonstrationer mod regimet, men da hun snart skal til England og giftes med sin forlovede, turde hun ikke blive længe, af frygt for, at det skulle påvirke hendes visamuligheder. 

Der er virkelig ikke nogen stor synlig opposition, og selvom Washington Post blæser demonstrationen op i deres artikel, er der, som de også selv skriver, alligevel kun tale om 700 demonstranter i hovedstaden. Den folkelige opbakning til Putin er på det plan, at det er normalt at købe merchandise med ham. I dag har jeg købt denne T-shirt, som der er massere af. 


Manageren føler sig generelt utryk ved politiet og systemet, og frygter ofte, at hendes telefon bliver aflyttet. For to uger siden fik hun noget af en forskrækkelse, da FSB bankede på i forbindelse med terrorangrebet i Sankt Petersborg og ville se hendes papirer igennem og interviewe hende om hendes gæster. 

Med bumlebussen og hoverbåd til Olgas hostel på en øde ø
Morgenen efter tog jeg en shuttlebus til Olkhonøen der ligger i Bajlkalsøen, der er verdens dybeste og Asiens største ferskvandssø. Det tog omkring fire timer at komme til øen gennem Sibiriens ret sparsomme vejnet. Da øen stadig er frosset til må man med en såkaldt "hoverbåd" over isen, hvilket er en hybrid af en halv fiskekutter og en halv gummibåd med en ordenligt blæsemotor, der kan drifte hen over isen. 


Efter yderligere halvanden times kørsel ankommer jeg til et lille samfund af en lille kvadratkilometers træhuse. Der bor ikke mere end omkring 2000 på øen fordelt i seks mindre landsbyer, hvilket gør øen en smule spøgelsesbysagtig. Ud af en låge kommer dog en lille ældre russsisktalende dame, der byder mig velkommen på hendes hostel. Jeg er den eneste gæst, selvom stedet ser ud til at kunne rumme en hel del. Lidt tumult får jeg dog pakket ud på mit værelse, og beslutter mig for, at gå ud og udforske området. 


Spøgelsesby med charme
Byen ligger næsten helt øde hen. Det eneste, der bryder stilheden, er et par enkelte landsbyboer, der skal nå aftenens sidste erinder og byens løse hunde. På vej ud af byen bliver jeg pludselig konfronteret af en mindre gruppe køer midt på vejen, hvilket vækker den indre ærefrygt for store dyr med horn hos en bydreng som mig. 

Da jeg kommer ud af byen er der pludselig ikke længere noget der bryder stilheden, og der er faktisk så tyst, at det næsten er lidt uhyggeligt. Der er ingen vind, kun et par småfugle jeg ind i mellem kan høre baske med vingerne. Det er så stille, at jeg næsten kan høre mit blod løbe igennem mine ører. I mellemtiden har jeg fået udsigt til den næsten uendeligt store stivfrosne sø, der igen vækker noget ærefrygt hos en bydreng. Normalt er jeg ikke typen, der får de store hårrejsninger over naturen, men der er alligevel noget over denne sø, der får det til at give mening, at de lokale shamaner mener, at den har særlige kræfter. 

Jeg gik rundt i området uden for byen i flere timer og lod mig fare lidt vild indtil solnedgangen. Ud over ren meditation var dette self også en god fotomulighed, så her er der en lille serie. 


Da jeg kom tilbage til Olga var jeg helt afslappet, selvom det også er en speciel oplevelse at gå så mange timer rundt i total stilhed i fuldstændig ensomhed. Som om vi havde aftalt det, stod Olga klar med den varme mad på slaget, som jeg kom ind ad døren til køkkenet, hvilket rundede en lang dag glimrende af. 

På andendagen på øen kørte jeg ud sammen med øens samlede seks andre turister ud for at se øen og søen. Som tidligere nævnt, er naturen fantastisk her, hvilket jeg har gjort mit bedste for at fange i strømmen af billeder nedenfor. Selvom det var en oplevelse at opleve det alene dagen før, var det noget af en lettelse, at være blandt mennesker igen og gøre sig nye bekendtskaber. 


Spøgelsesby uden charme og et nyt svensk venskab
Lige som jeg igen kom tilbage til hostelet, ankom en svensk fyr på min alder, der selv var igang med en lignende rejse som min egen, dog i modsat retning. Vi mødtes her på midten, brugte aftenen sammen og båndede over at have så meget til fælles og at mødes her i midten af ingen ting. Vi spillede skak ud til sent på aftenen, hvor vi gik ud for tage billeder af stjernehimmelen. 


Det gik dog hurtigt op for os hvor ubehageligt godt byen ville passe ind i en horrorfilm: Svært tilgængelig, tyndt beboet tyndt beboet ø i midten af Sibirien. Vilde hunde og en sky befolkning, der tror på ånder. Efter at en god bid af kvarterets hunde pludselig begyndte at gjalde, besluttede vi os derfor kvikt at trække os tilbage. Tilbage i hytten småsnakkede vi, indtil vi gik hvert til sit. Hvor er jeg glad for denne tur, og de mennesker jeg møder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar