Lige nu sidder jeg på den første af den næste måneds tids togrejser, i mit forsøg på at nedlægge de næste 10.000 kilometer, som min rute strækker sig over. Alene denne tur fra Vladivostok til Ulan-Ude tager godt tre dage, så naturligvis havde jeg visse forbehold, da jeg skulle til at stige på vognen.
Selve toget
Selve toget er relativt stort. Jeg vil skyde på, at det består af cirka 9 vogne. Toget er indrettet således, at man kan vælge imellem at rejse på tre klasser. Til Romans ærgrelse, har jeg valgt at rejse på 2. klasse, hvilket vil sige, at jeg er i kupé med tre andre rejsende, i modsætning til 3. klasse, hvor man er en hel vogn, der sover sammen uadskildt af hinanden. Jeg bor i vogn 4 i kupon 2, hvor jeg har min plads i en køjeseng øverst til venstre. Kupéen er ca. 3-4 kvadratmeter stor og består af fire køjesenge, et bord, et fjernsyn og et vindue. Uden for kupeerne er der en lang gang med vinduer, hvor der i den ene ende er to toiletter, og i den anden er adgang til kogende vand og tekopper. Det er også her, at provodnitsa'erne hører til, hvilke er tre togdamer, der sørger for, at togene er rene, og at alt foregår som det skal.
Førstehåndsindtryk
Da jeg først træder ind i min kupé, hilser jeg en smule akavet på de to russere, der allerede sidder klar. Den ene er en midaldrende dame, der sidder og stirrer ned i sin kryds og tværs, og den anden er en kraftig og skaldet mand, der sidder og drikker te og kigger ud af vinduet. Det bliver hurtigt klart, at ingen af parterne taler et ord engelsk, og da begge som udgangspunkt så meget dystre ud, begyndte jeg så stille som muligt at sidde og læse min bog, på den mest høflige og uforstyrrende måde jeg kunne.
Varvara og Ivan
Hurtigt begyndte stemningen dog at bryde op, da mig og damen over for mig, så småt begyndte at falde i snak. Her begyndte jeg for første gang på turen for alvor, at mærke udbyttet af aftenskoletimerne i Russisk, selv om samtalen i allerhøjeste grad tog form af tegn og gæt og en masse tegnsprog. Varvara, som damen viste sig at hedde, tilbød mig noget chokolade fra Vladivostok og et bedelys i anledningen af påsken, og jeg gav hende en pose Toms Guldkarameller, Hvorfra samtalen for alvor begyndte at tage form.
Varvara begyndte at fortælle om sin arbejde og hev en portefølje frem fra sin taske. Det viste sig, at hun er stylist og afholder en masterclass i Vladivostok. Ellers arbejder hun på et kulturinstitut i Xabarovsk, hvor hun arbejder med sminkning og styling i alt fra modesammenhænge og fjernsyn til film og teater. Jeg begyndte at fortælle om mit arbejde i børnehaven, og snart faldt samtalen på familie, min kæreste og det ene og det andet. Ligeledes gik der ikke længe før Ivan stemte i.
Ægte russere
Som samtalen udviklede sig, fik jeg et bedre og bedre indtryk af Varvara og Ivan, da de begge var yderst snakkesalige, havde en skøn humor og gik til længder for at sørge for, at vi forstod hinanden med fagter og tegninger. Der gik dog heller ikke længe, før det gik op for mig, at vi var en del politisk uenige, da Varvara og Ivan på mange punkter falder ind i den stereotype vi har om russere. Da jeg fortalte, at jeg gerne vil læse statskundskab udbrød Varvara spøgende "Åh nej, europæiske statskundskabere hader Rusland". Varvara og Ivan er tydeligt meget stolte af deres land, og blev helt henrykte over at mindes, hvordan Rusland besejrede Hitler med knibtangsmanøvren tilbage i anden verdenskrig, og de kunne knapt få armene ned, da de så, at Ukraine var betegnet som en del af Rusland på kortet i min rejseguide. Trods uenighederne havde vi en skøn aften og snakkede og drak te til langt ud på natten inden vi lagde os til at sove. Både Ivan og Varvara skulle af om morgenen dagen efter i Xabarovsk, men kort efter blev min kupé igen fyldt med nye russiske rejsende, der ligeledes ikke kunne tale engelsk, men til gengæld var mere end glade for at dele ud af deres medbragte кулич. Kort sagt er stemningen god ombord, og der er lagt fint i kortene til en udemærket rejse til Ulan-Ude.
Selve toget
Selve toget er relativt stort. Jeg vil skyde på, at det består af cirka 9 vogne. Toget er indrettet således, at man kan vælge imellem at rejse på tre klasser. Til Romans ærgrelse, har jeg valgt at rejse på 2. klasse, hvilket vil sige, at jeg er i kupé med tre andre rejsende, i modsætning til 3. klasse, hvor man er en hel vogn, der sover sammen uadskildt af hinanden. Jeg bor i vogn 4 i kupon 2, hvor jeg har min plads i en køjeseng øverst til venstre. Kupéen er ca. 3-4 kvadratmeter stor og består af fire køjesenge, et bord, et fjernsyn og et vindue. Uden for kupeerne er der en lang gang med vinduer, hvor der i den ene ende er to toiletter, og i den anden er adgang til kogende vand og tekopper. Det er også her, at provodnitsa'erne hører til, hvilke er tre togdamer, der sørger for, at togene er rene, og at alt foregår som det skal.
Da jeg først træder ind i min kupé, hilser jeg en smule akavet på de to russere, der allerede sidder klar. Den ene er en midaldrende dame, der sidder og stirrer ned i sin kryds og tværs, og den anden er en kraftig og skaldet mand, der sidder og drikker te og kigger ud af vinduet. Det bliver hurtigt klart, at ingen af parterne taler et ord engelsk, og da begge som udgangspunkt så meget dystre ud, begyndte jeg så stille som muligt at sidde og læse min bog, på den mest høflige og uforstyrrende måde jeg kunne.
Varvara og Ivan
Hurtigt begyndte stemningen dog at bryde op, da mig og damen over for mig, så småt begyndte at falde i snak. Her begyndte jeg for første gang på turen for alvor, at mærke udbyttet af aftenskoletimerne i Russisk, selv om samtalen i allerhøjeste grad tog form af tegn og gæt og en masse tegnsprog. Varvara, som damen viste sig at hedde, tilbød mig noget chokolade fra Vladivostok og et bedelys i anledningen af påsken, og jeg gav hende en pose Toms Guldkarameller, Hvorfra samtalen for alvor begyndte at tage form.
Ægte russere
Som samtalen udviklede sig, fik jeg et bedre og bedre indtryk af Varvara og Ivan, da de begge var yderst snakkesalige, havde en skøn humor og gik til længder for at sørge for, at vi forstod hinanden med fagter og tegninger. Der gik dog heller ikke længe, før det gik op for mig, at vi var en del politisk uenige, da Varvara og Ivan på mange punkter falder ind i den stereotype vi har om russere. Da jeg fortalte, at jeg gerne vil læse statskundskab udbrød Varvara spøgende "Åh nej, europæiske statskundskabere hader Rusland". Varvara og Ivan er tydeligt meget stolte af deres land, og blev helt henrykte over at mindes, hvordan Rusland besejrede Hitler med knibtangsmanøvren tilbage i anden verdenskrig, og de kunne knapt få armene ned, da de så, at Ukraine var betegnet som en del af Rusland på kortet i min rejseguide. Trods uenighederne havde vi en skøn aften og snakkede og drak te til langt ud på natten inden vi lagde os til at sove. Både Ivan og Varvara skulle af om morgenen dagen efter i Xabarovsk, men kort efter blev min kupé igen fyldt med nye russiske rejsende, der ligeledes ikke kunne tale engelsk, men til gengæld var mere end glade for at dele ud af deres medbragte кулич. Kort sagt er stemningen god ombord, og der er lagt fint i kortene til en udemærket rejse til Ulan-Ude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar