Jekaterinburg: Utrolig gæstfrihed, fantastiske mennesker og Jeltsin

Sjældent har jeg mødt så meget gæstfrihed og menneskelig venlighed, som de få dage, jeg har brugt I Jekaterinburg. Mens jeg nu sidder på toget mod Moskva og skriver dette, kan jeg mærke, at jeg næsten er helt øm i kæberne over at smile så meget. 

Ankomst 

Mens jeg sidder på toget, og egentlig havde planlagt at checke ind på et hostel, når jeg ankom, modtog jeg pludselig en besked fra min russiske veninde Sofia, som skrev, at hendes familie og venner inviterede mig til at bo hos dem i Jekaterinburg, når jeg ankom. Selvom jeg allerede kom samme dag, og at jeg først ville ankomme sent om aftenen, blev der dog insisteret på, at der på ingen måde var nogen problemer. 

I bælgravende mørke da toget ankom, stod Sofias forældre klar på perronen, og overvældende mig med kram og en hulens bunke chokolade. Sofias forældre havde aldrig mødt mig før, men i følge dem, var en hver ven af Sofia en ven af dem. Straks kører de storsmilende forældre mig gennem Jekaterinburg til Sofias veninder, Natalia og Nastja, som jeg skulle bo hos, og gav undervejs en bilrundvisning i byen på en dejlig blanding af russisk og engelsk, og var ikke sky for at gøre stop undervejs. 

Da vi ankommer til Natalia og Nastja, er der ligeledes dækket op med te, tærte, mad og endnu mere chokolade, trods det hele kun blev sat i stand få timer forinden. Her sidder vi så i en fantastisk stemning og snakker om det ene og det andet indtil langt hen på aftenen. 

Familie, venner og en konference på Jeltincenteret 

På andendagen var Natalia så sød, at sætte godt hele dagen af til at vise mig rundt i byen fra den ene ende til den anden, mens hendes familie og venner bombarderer hendes telefon, med steder vi skal se. Natalia er selv tyve år, er ved at tage en bachelor i økonomi og er svært glad for at danse, hvilket hun går til tre gange om ugen. Hendes søster Nastja læser kunsthistorie på femte år laver selv moderne kunst i form af forskellige lysinstallationer. Mens vi ser byens imponerende bygningsværker og kirker, dukker Sofias mor op, igen storsmilende og igen med mere chokolade. 

Efter at have gået byen tynd, vendte vi tilbage til Natalias og Nastjas lejlighed for at spise frokost. Her bliver jeg introduceret til Natalias fantastisk venlige mor, som kom forbi til te, med medbragte isvafler og en invitation til at komme og besøge dem i deres hus, næste gang jeg er i byen. 

Inden jeg tog afsted til Rusland, havde jeg aftalt at mødes med min mors kollega, Elena, som havde et par ting med, jeg ikke havde plads til i min kuffert originalt. Ved samme lejlighed blev jeg inviteret med til en konference i Jeltsincenteret i anledning af et projekt om religion og politik, med en flok antropologer, religions- og samfundsforskere. 

Jeltsincenteret er et af de -hvis ikke det vildeste museum jeg nogensinde har set, og trods vi brugte flere timer derinde, nåede vi ikke at se en brøkdel, af alt det centeret leverer. Museet omhandler selvfølgelig Jeltsin og omstændighederne om Ruslands første folkevalgte præsident, men ud over dette søger centeret at skabe et billede af den russiske historie som en stadig kamp mod frihed. 

Centeret indledes først med en animationsfilm der samler hele den russiske historie op til Jeltsin, og efterfølges af en enormt lang gang, med den mest fantastiske samling af memorabilia i én lang tidslinje fra oktoberrevolutionen til perestrojka, alt sammen interaktivt på forskellig vis. På andenetagen ser man Jeltsinregimet blive delt op i syv perioder, fra hans bandlysning fra sovjetten, til opgøret mod Gorbatjov og til sidst sin egen tilbagetrækning i sin nytårstale. Rummene er delt op både historisk og temamæssigt, og slutter i et stort frihedsrum, hvor der ved søjler som yndringsfrihed, tankefrihed osv er videoer med fremtrædende personer, der forklarer deres fortolkning af ideerne. Ligeledes er der mulighed for at filme sig selv, og få sin fortolkning af frihed projekteret op. 

Efter udstillingen tog vi på en centerets fantastisk luksuriøse dog rimelig prissatte restaurant, hvor der blev serveret fancy versioner af russiske retter med tilhørende vin og vodka. Det var meget inspirerende at snakke med de meget kloge mennesker i forsamlingen, som desuden også var utrolig imødekommende og venlige. 

Om aftenen, efter at være blevet forsinket en lille smule af en massiv prøveparade af kampvogne og soldater til den 9. maj, kom jeg tilbage til Nastjas og Natalias lejlighed, der afholdt brætspilsaften med deres studiekammerater. 

Igen bliver jeg her overvældet af venligheden og nysgerrigheden fra de fremmede russere, der straks inddrager mig i gruppen. Det hele ender i en enormt hyggelig aften med spil, te og kager, der først sluttede langt hen på natten. 

Dagen efter, efter at pigerne havde anrettet et dejligt morgenmadsbord, fulgte Natalia mig til Hovedbanegården, hvor vi tog afsked. Igen er jeg stadig helt varm over alle de fantastiske mennesker, som jeg møder på så kort tid, og jeg venter i spænding til, at de skal komme og besøge mig i København, eller til når jeg kommer tilbage til dem. 

Irkutsk & Bajkalsøen: En fantastisk frossen sø, et frustreret medlem af oppositionen og en svensker i en spøgelsesby

Jeg ankom til Irkutsk efter en noget stresset afrejse, da Google maps havde bragt mig til togskolen i stedet for togstationen. Efter en længere sprint fra den anden ende af byen nåede jeg dog mit tog. 

Da jeg ligeledes efter lidt skattejagt og pilejagt var ankommet og havde fundet mit hostel, blev jeg velkomment af min meget venlige, trods stærkt tømmermændsramte vært, der dagen inden havde været ude at fejre hendes venindes fødselsdag. I sin bagstivhed havde hun dog købt pizza til hele hytten, hvilket var rigtig lækkert. 

Livet i oppositionen

Efter at have fået ordnet reservationen og min tur til Bajkalsøen, faldt mig og hostenes manager i snak om politik.  Hostelets er stor modstander af Putin hovedsageligt på grund af hendes frustration over sin oplevelse af den store korruption i Rusland, den ulige fordeling og den manglende reelle forsamlingsfrihed. 

Hun stemmer på oppositionslederen Alexei Navalny navnlig på grund af hans anti-korruptionskampagne. For nylig deltog hun i en af de store demonstrationer mod regimet, men da hun snart skal til England og giftes med sin forlovede, turde hun ikke blive længe, af frygt for, at det skulle påvirke hendes visamuligheder. 

Der er virkelig ikke nogen stor synlig opposition, og selvom Washington Post blæser demonstrationen op i deres artikel, er der, som de også selv skriver, alligevel kun tale om 700 demonstranter i hovedstaden. Den folkelige opbakning til Putin er på det plan, at det er normalt at købe merchandise med ham. I dag har jeg købt denne T-shirt, som der er massere af. 

Manageren føler sig generelt utryk ved politiet og systemet, og frygter ofte, at hendes telefon bliver aflyttet. For to uger siden fik hun noget af en forskrækkelse, da FSB bankede på i forbindelse med terrorangrebet i Sankt Petersborg og ville se hendes papirer igennem og interviewe hende om hendes gæster. 

Med bumlebussen og hoverbåd til Olgas hostel på en øde ø

Morgenen efter tog jeg en shuttlebus til Olkhonøen der ligger i Bajlkalsøen, der er verdens dybeste og Asiens største ferskvandssø. Det tog omkring fire timer at komme til øen gennem Sibiriens ret sparsomme vejnet. Da øen stadig er frosset til må man med en såkaldt "hoverbåd" over isen, hvilket er en hybrid af en halv fiskekutter og en halv gummibåd med en ordenligt blæsemotor, der kan drifte hen over isen. 

Efter yderligere halvanden times kørsel ankommer jeg til et lille samfund af en lille kvadratkilometers træhuse. Der bor ikke mere end omkring 2000 på øen fordelt i seks mindre landsbyer, hvilket gør øen en smule spøgelsesbysagtig. Ud af en låge kommer dog en lille ældre russsisktalende dame, der byder mig velkommen på hendes hostel. Jeg er den eneste gæst, selvom stedet ser ud til at kunne rumme en hel del. Lidt tumult får jeg dog pakket ud på mit værelse, og beslutter mig for, at gå ud og udforske området. 

Spøgelsesby med charme

Byen ligger næsten helt øde hen. Det eneste, der bryder stilheden, er et par enkelte landsbyboer, der skal nå aftenens sidste erinder og byens løse hunde. På vej ud af byen bliver jeg pludselig konfronteret af en mindre gruppe køer midt på vejen, hvilket vækker den indre ærefrygt for store dyr med horn hos en bydreng som mig. 

Da jeg kommer ud af byen er der pludselig ikke længere noget der bryder stilheden, og der er faktisk så tyst, at det næsten er lidt uhyggeligt. Der er ingen vind, kun et par småfugle jeg ind i mellem kan høre baske med vingerne. Det er så stille, at jeg næsten kan høre mit blod løbe igennem mine ører. I mellemtiden har jeg fået udsigt til den næsten uendeligt store stivfrosne sø, der igen vækker noget ærefrygt hos en bydreng. Normalt er jeg ikke typen, der får de store hårrejsninger over naturen, men der er alligevel noget over denne sø, der får det til at give mening, at de lokale shamaner mener, at den har særlige kræfter. 

Jeg gik rundt i området uden for byen i flere timer og lod mig fare lidt vild indtil solnedgangen. Ud over ren meditation var dette self også en god fotomulighed, så her er der en lille serie. 

Da jeg kom tilbage til Olga var jeg helt afslappet, selvom det også er en speciel oplevelse at gå så mange timer rundt i total stilhed i fuldstændig ensomhed. Som om vi havde aftalt det, stod Olga klar med den varme mad på slaget, som jeg kom ind ad døren til køkkenet, hvilket rundede en lang dag glimrende af. 

På andendagen på øen kørte jeg ud sammen med øens samlede seks andre turister ud for at se øen og søen. Som tidligere nævnt, er naturen fantastisk her, hvilket jeg har gjort mit bedste for at fange i strømmen af billeder nedenfor. Selvom det var en oplevelse at opleve det alene dagen før, var det noget af en lettelse, at være blandt mennesker igen og gøre sig nye bekendtskaber. 

Spøgelsesby uden charme og et nyt svensk venskab

Lige som jeg igen kom tilbage til hostelet, ankom en svensk fyr på min alder, der selv var igang med en lignende rejse som min egen, dog i modsat retning. Vi mødtes her på midten, brugte aftenen sammen og båndede over at have så meget til fælles og at mødes her i midten af ingen ting. Vi spillede skak ud til sent på aftenen, hvor vi gik ud for tage billeder af stjernehimmelen. 

Det gik dog hurtigt op for os hvor ubehageligt godt byen ville passe ind i en horrorfilm: Svært tilgængelig, tyndt beboet tyndt beboet ø i midten af Sibirien. Vilde hunde og en sky befolkning, der tror på ånder. Efter at en god bid af kvarterets hunde pludselig begyndte at gjalde, besluttede vi os derfor kvikt at trække os tilbage. Tilbage i hytten småsnakkede vi, indtil vi gik hvert til sit. Hvor er jeg glad for denne tur, og de mennesker jeg møder.

Ulan-Ude: Templer, burjakere og russisk pop

Så ankom jeg til Ulan-Ude! Efter den tre dage lange togrejse var det noget af en lettelse at få strukket benene og have adgang til et bad og en rigtig seng. Selvom jeg på ingen måde kan klage over faciliteterne på toget, leder den kropslige fornemmelse efter tre dage uden adgang til bad og en 20 cm for kort seng tankerne hen på midterdagene på en sommerfestival.

Ankomst

Indtil videre har en del af oplevelsen ved min tur været, at det altid er lidt af en skattejagt, at finde de steder jeg skal bo. Dette var også tilfældet med at finde mit hostel "UU travellers House" som jeg havde booket en nat på på forhånd, da der ikke er nogen ydre skiltning, men istedet en masse papirer med pile. 

Da jeg kommer ind bliver jeg mødt af ejeren af stedet Denis, der byder mig velkommen og viser mig rundt på stedet. Det er ikke noget stort hotel, men det er med gode faciliteter i form af bad, køkken og opholdsrum, hvor jeg fik rig mulighed til at møde andre backpackere, der også rejser med jernbanen.

Schweiziske backpackere
Det meste af min tid i Ulan-Ude brugte jeg med Marsha og hendes to veninder, Jen og Erzhena. Pigerne har været venner siden de var små, og nyder i deres fritid at møde rejsende, der kommer til byen. Marsha og Jen læser lingvistik sammen, mens Erzhena lige er kommet tilbage fra et udvekslingsophold i Slovakiet og er i gang med at søge ind på universitetet i Moskva.

Den første dag brugte vi sammen med tre backpackere fra Schweitz, der ligeledes var kommet med den transsibiriske jernbane fra Sankt Petersborg, og nu var på vej mod Mongoliet i retning af Beijing efterfulgt af Vietnam og Malaysia. På min tur har jeg efterhånden mødt en del andre rejsende, der nærmest giver min lille togtur mindreværdskomplekser. I denne omgang er jeg dog glad nok for min egen rute.

Om aftenen introducerede Jen, som er del af byens store burjatiske mindretal, mig til det burjatiske køkken i form af en slags store indbagte kødstykker, der er formet efter de traditionelle burjatiske nomadebygninger. Der er et burjatisk sprog, men det er til Jens store ærgelse lidt ved at uddø i den nye generation, da forældre ikke længere lærer det til deres børn.

På andendagen blev jeg vist rundt af Anastasia, som har været guide i byen de sidste 6 år. Hun var enormt venlig, og gav mig en ordenligt historisk baggrund for byen, som kommer her:

Lidt om byen: Historie og politisk system

Ulan-Ude er hovedstaden og det administrative center i republikken Burjatia, som ligger i området omkring Bajkalsøen. Inden byen blev grundlagt af kosakkerne var området ligeledes befolket af burjakere et nordmongolsk folkefærd, der stadig udgør 21,4% af befolkningen.

Selvom Burjatia af navn er en republik, har de dog ikke meget flere beføjelser, end de enkelte kommuner fx har i Danmark, selv om de har deres eget parlament og ministerier. I september er der valg til parlamentet, men der er ikke særlig stor valgdeltagelse. Putin anbefaler visse kandidater, og grundet hans store popularitet i regionen, plejer vælgerne mest at føre hans anvisninger. Anastasia fortalte mig, at folk generelt ikke interesserer sig sønderligt for Putins egentlige politik, men dømmer ham primært på den velstand, der er kommet under hans regime siden 2000 i modsætning til Jeltsin, der er utroligt upopulær.

Ud fra et historisk perspektiv, er byen ret spændende at gå igennem, da den i høj grad bærer præg af sin arv. Spredt over byen er mindre burjatiske altre og bedesteder. Gadenavnene er de samme som under sovjettiden og hedder derfor alle noget i stil med "kommunistgaden" og "og arbejderkvarteret" etc, og over alt er der hamre, sejl og røde stjerner. Sovjettiden kommer desuden ikke mindst til udtryk gennem det godt otte meter høje bronze Lenin-hoved, der tårner sig over bycentret. Tsar-tiden kommer også til udtryk, da byen omkring jernbanens indvielse gik helt amok med æreskirker og triumfbuer i forbindelse med, at tsar Nicolai II kom forbi på sin vej tilbage fra Vladivostok.

Buddhisme, russisk top-10 og tegnede dinosaurer
Efter min tur med Anastasia mødtes jeg igen med Marsha og Jen fra i går, da vi havde aftalt at besøge et buddhistisk tempel på toppen af byen. Jen er selv buddhist og kunne derfor fortælle en masse om, hvordan det hele fungerer.

Templet, som er placeret med udsigt over hele byen og er omringet af en større promenade. Promenaden er en central del af tempelbesøget, og inden man kommer ind i templet, skal man først til venstre rundt i promenaden, hvor man kan gøre stop undervejs og bede en bøn, alt efter om man er født i musens eller tigerens år osv.

Når man har været igennem den lange promenade, skal man gå en mindre tur rundt om selve templet. Her efterlader man også en gang årligt tørklæder i forskellige farver, alt efter hvilket år man er født i. På tørklæderne er der nedskrevne bønner, og hvis ens lokale munk har advaret en om et dårligt år, er det en god ide at hænge ekstra mange tørklæder op for en sikkerheds skyld. Det bringer lykke og held, når ens tørklæder blafrer i vinden :)

Inden i selve templet (som jeg desværre ikke kunne tage billeder af) er der endnu en cirkel man skal gå og gøre sig bønner ved de forskellige hellige figurer og billeder af Dalai Lama. I templets midte sidder en godt to meter høj gylden Buddha omgivet af lotusblomster. Når man har gennemført sin runde, går man baglæns ud, hvor man til sidst renser sig i helligt vand.

Efter seancen snakkede vi lidt om religion, og både Jen og Marsha mener ikke, at de unge er specielt religiøse. Alle burjakerne har dog som udgangspunkt et hjemmelavet, og selvom Marsha ikke vil kalde sig selv kristen, hænger dig ikoner hjemme hos hende, som kan være gode at bede til, hvis man har en dårlig dag.

Efter tempelbesøget tog vi en bus tilbage til byen, hvor vi spiste frokost sammen  og endte med at snakke musik og de åbenbart globale pre-teen perioder med Linkin Park, Metallica og Tokio Hotel. Jeg fortalte dem om Gulddreng, der for tiden tager vores top 10'er med storm, og de gav mig til gengæld denne russiske gruppe, der i den sidste lange tid har fyldt radioen:

Det er en kærlighedssang, der hedder "Isen smelter imellem os".

Efter et stykke tid måtte Jen gå, da hun skulle til et comedyshow, så mig og Marsha tog hen i en park hvor vi endte med at snakke film og tegne dinosaurer indtil jeg måtte videre. Jeg er stadig helt overvældet over den enorme gæstfrihed, jeg konstant bliver mødt med af alle hver dag på min rejse indtil videre. Jeg håber, at jeg kommer til at møde nogle af de mennesker jeg har mødt igen, men indtil videre ønsker jeg bare dem alt det bedste.

På toget mod Ulan-Ude: Krim, te og Toms Guldkarameller

Lige nu sidder jeg på den første af den næste måneds tids togrejser, i mit forsøg på at nedlægge de næste 10.000 kilometer, som min rute strækker sig over. Alene denne tur fra Vladivostok til Ulan-Ude tager godt tre dage, så naturligvis havde jeg visse forbehold, da jeg skulle til at stige på vognen.

Selve toget
Selve toget er relativt stort. Jeg vil skyde på, at det består af cirka 9 vogne. Toget er indrettet således, at man kan vælge imellem at rejse på tre klasser. Til Romans ærgrelse, har jeg valgt at rejse på 2. klasse, hvilket vil sige, at jeg er i kupé med tre andre rejsende, i modsætning til 3. klasse, hvor man er en hel vogn, der sover sammen uadskildt af hinanden. Jeg bor i vogn 4 i kupon 2, hvor jeg har min plads i en køjeseng øverst til venstre. Kupéen er ca. 3-4 kvadratmeter stor og består af fire køjesenge, et bord, et fjernsyn og et vindue. Uden for kupeerne er der en lang gang med vinduer, hvor der i den ene ende er to toiletter, og i den anden er adgang til kogende vand og tekopper. Det er også her, at provodnitsa'erne hører til, hvilke er tre togdamer, der sørger for, at togene er rene, og at alt foregår som det skal.

  

Førstehåndsindtryk
Da jeg først træder ind i min kupé, hilser jeg en smule akavet på de to russere, der allerede sidder klar. Den ene er en midaldrende dame, der sidder og stirrer ned i sin kryds og tværs, og den anden er en kraftig og skaldet mand, der sidder og drikker te og kigger ud af vinduet. Det bliver hurtigt klart, at ingen af parterne taler et ord engelsk, og da begge som udgangspunkt så meget dystre ud, begyndte jeg så stille som muligt at sidde og læse min bog, på den mest høflige og uforstyrrende måde jeg kunne.

Varvara og Ivan
Hurtigt begyndte stemningen dog at bryde op, da mig og damen over for mig, så småt begyndte at falde i snak. Her begyndte jeg for første gang på turen for alvor, at mærke udbyttet af aftenskoletimerne i Russisk, selv om samtalen i allerhøjeste grad tog form af tegn og gæt og en masse tegnsprog. Varvara, som damen viste sig at hedde, tilbød mig noget chokolade fra Vladivostok og et bedelys i anledningen af påsken, og jeg gav hende en pose Toms Guldkarameller, Hvorfra samtalen for alvor begyndte at tage form.

Varvara begyndte at fortælle om sin arbejde og hev en portefølje frem fra sin taske. Det viste sig, at hun er stylist og afholder en masterclass i Vladivostok. Ellers arbejder hun på et kulturinstitut i Xabarovsk, hvor hun arbejder med sminkning og styling i alt fra modesammenhænge og fjernsyn til film og teater. Jeg begyndte at fortælle om mit arbejde i børnehaven, og snart faldt samtalen på familie, min kæreste og det ene og det andet. Ligeledes gik der ikke længe før Ivan stemte i.

Ægte russere
Som samtalen udviklede sig, fik jeg et bedre og bedre indtryk af Varvara og Ivan, da de begge var yderst snakkesalige, havde en skøn humor og gik til længder for at sørge for, at vi forstod hinanden med fagter og tegninger. Der gik dog heller ikke længe, før det gik op for mig, at vi var en del politisk uenige, da Varvara og Ivan  på mange punkter falder ind i den stereotype vi har om russere. Da jeg fortalte, at jeg gerne vil læse statskundskab udbrød Varvara spøgende "Åh nej, europæiske statskundskabere hader Rusland". Varvara og Ivan er tydeligt meget stolte af deres land, og blev helt henrykte over at mindes, hvordan Rusland besejrede Hitler med knibtangsmanøvren tilbage i anden verdenskrig, og de kunne knapt få armene ned, da de så, at Ukraine var betegnet som en del af Rusland på kortet i min rejseguide. Trods uenighederne havde vi en skøn aften og snakkede og drak te til langt ud på natten inden vi lagde os til at sove. Både Ivan og Varvara skulle af om morgenen dagen efter i Xabarovsk, men kort efter blev min kupé igen fyldt med nye russiske rejsende, der ligeledes ikke kunne tale engelsk, men til gengæld var mere end glade for at dele ud af deres medbragte кулич. Kort sagt er stemningen god ombord, og der er lagt fint i kortene til en udemærket rejse til Ulan-Ude.