Manden på gaden i Rusland

Velkommen til bloggen! (Og lidt baggrundsinfo)

Привет! Mit navn er Marius, jeg er 20 år gammel og holder af musik, politik, film, mad og på det seneste ikke mindst RUSLAND, hvilket der vil komme en masse om i denne blog. Fra den 13. april til den 10. maj vil jeg nemlig rejse igennem Rusland fra øst til vest via den transsibiriske jernbane og (forhåbentlig) lære en masse om dette massive land og møde en masse spændende mennesker.

Med denne blog vil jeg gøre mit bedste for at skabe et andet billede af Rusland end det, vi normalt er vant til, nemlig mit eget indtryk. 

Jeg vil nemlig gerne opfordre folk til at forholde sig kritisk til det billede, som vi i dagligdagen får serveret af vores omverden, kort sagt: At vi prøver at lade være med at skue hunden på hårene og tage et spadestik dybere. Optimalt håber jeg, at jeg kan inspirere folk til at tage ud i verden for at få deres fordomme udfordret – men mere om den slags senere.

Mig :)

I sommeren 2016 fik jeg den store ære ikke alene at blive student på Christianshavns gymnasium, men også at modtage Lektor Bjørns rejselegat. Dette har givet mig de økonomiske midler til at foretage denne rejse, og jeg kan ikke takke de ansatte på Christianshavns gymnasium nok for dette.

Men hvorfor lige Rusland?

Når jeg siden jeg begyndte planlægningen har fremlagt min ide til venner og bekendte om at bruge en måned af mit sabbatår på at rejse rundt i Rusland, er jeg næsten konsekvent blevet mødt med måben og et hint af skepsis – hvorfor lige Rusland af alle steder?

Det korte svar er hvorfor ikke Rusland?

Grunden til at jeg tager af sted er at lære russerne bedre at kende, men når det er sagt, så er Rusland et ret oplagt rejsemål i sig selv. Rusland leverer nemlig hele pakken når det kommer til kultur, natur, historie og en stadig mere spændende nutid.

Den musikinteresserede vil kende Ruslands præg på den klassiske scene. Her taler jeg ikke mindst om Pjotr Tjajkovskijs værker som indbefatter balletter så som Svanesøen (1877) og Nøddeknækkeren (1892).

Selv er jeg enormt glad for Igor Stravinskys Le Sacre du Printemps (1913), som jeg forrige år fik muligheden for at se i DRs koncertsal sammen med min musikklasse, hvilket var noget af en oplevelse. Ved dens urpremiere skabte den næsten slagsmål blandt publikum fordi, den var så oprørende. I dag bliver den betragtet som en af det 20. århundredes vigtigste værker.    

Går man op i film, indbefatter den russiske filmproduktion ingen mindre end Sergej Eisenstein, der bl.a. med klassikeren Panserkrydseren Potemkin introducerede montageteknikken, som mange måske kan huske fra mediefagstimerne ;) Også Nikita Mikhalkov bør nævnes bl.a. for hans udlægning af den store udrensning under Stalins terrorregimente med filmen Brændt af Solen, som virkelig er en af de film, der har ramt mig mest.

                     Panserkrydseren Potemkin (1925)                                                               Brændt af Solen (1994)

Inden for litteraturens verden findes giganter som romantikeren Aleksandr Pusjkin og realisten Fjodor Dostojevskij og hans psykologisk-filosofiske værker såsom Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov og Idioten. Lige nu er jeg selv i gang med Forbrydelse og straf og kan ind til videre varmt anbefale den, selvom jeg må indrømme at det er meget filosoferende og tungt.

Inden for billedkunsten er Rusland kendt for sin gamle tradition for ikonmaleri, men har i særdeleshed også sat sit præg på verdensscenen i form af kunstnere som Marc Chagall, pioneren for den abstrakte kunst Vasilij Kandinsky og pioneren for kubismen Kazimir Malevitj, der bl.a. er kendt for sin Sort kvadrat (1915), som ofte er blevet påberåbt som malerkunstens ’point zero’.

I And The Village (1911)                            Komposition VII (1913)                                     Sort Kvadrat (1915)

Højkultur til side har Rusland også et yderst undervurderet køkken som indeholder klassikkere så som rødbedesuppen borsjtj, de små tykke pandekager, der hedder blini og de dumplingagtige pelmeni, som alle kan nydes med stor fornøjelse til et glas iskoldt vodka. Jeg er født privilegeret med en mor som selv har en forkærlighed for dette køkken, hvilket er grunden til at jeg kender det. Dette betyder muligvis også, at jeg løbende kan smide nogle opskrifter op her.

           Borsjtj (борщ)                                       Blini (блини)                                          Pelmeni (пельмени)

Selv hvis det ikke var for alle disse ting, skulle sceneriet i sig selv være et stop værd. Ud fra hvad jeg kan læse mig til, har Rusland vældigt at byde på, da landskabet er så omskifteligt henover de 17 millioner kvadratkilometer landet strækker sig over. Jeg glæder mig selv gevaldigt til at se Bajkalsøen, der skulle være verdens dybeste og Asiens største ferskvandssø.

Ligeledes gælder det arkitekturen, for selvom man kan sige mange onde ting om tsar-regimet, så producerede det altså nogle smukke bygningsværker. For et par år tilbage var jeg i Sankt Petersborg for at besøge en veninde fra AFS, hvor jeg ved samme lejlighed fik mulighed for at se Vinterpaladset, hvilket jeg bestemt kan anbefale, selv om det selvfølgelig er ret turistet.

         Altajbjergene                         Bajkalsøen                     Vasili-kirken                     Vinterpaladset

Selvom jeg her sidder og lovpriser Rusland, mener jeg ikke, at alting er lutter guld og grønne skove, for jeg kan sagtens forstå hvor al Ruslandsskepsissen kommer fra. Det russiske system er yderst problematisk, og ting som menneskerettighedskrænkelserne i hhv. Tjetjenien og Aleppo, homoloven og annekteringen af Krimhalvøen er blot et håndpluk af de overskrifter, vi forbinder med den russiske stat.

I denne blog har jeg dog valgt at fokusere på folket frem for staten. Jeg mener ikke, at manden på gaden i Rusland  skal dømmes efter vores billede af Putin og stilles til ansvar for Kremls beslutninger, hvilket jeg mener er en farlig tendens. Vibeke Sperling udtrykker det glimrende i sin bog Russernes drømme (2015):

Vesten må finde en måde at samarbejde med og påvirke Rusland i stedet for at isolere det. Men det kræver inddragelse af den russiske befolkning og initiativer til at gennembryde den Kreml-styrede uvirkelige tv-virkelighed, der er levet den kraft, som binder nationen sammen i Ruslands særlige postmoderne autoritære system. 

At nå russerne bag om dette system er vejen frem. Det kræver opgør med tendensen til at anklage russerne kollektivt. Den tendens så vi imod de unge sangere Anastasija og Marija, der repræsenterede Rusland ved Eurovision-finalen i København i maj 2014. De blev mødt med buh’en og piften fra publikum, som de var personlugt ansvarlige for besættelsen af Krim. Men sangdysten viste et ganske andet russisk ansigt end det antivestlige Kremls. Ruslands magtelite så den østrigske drag queen Conchita Wursts sejr som bevis for Vestens moralske forfald, mens russiske tv-seere var begejstrede for den skæggede østriger, som de gav en tredjeplads. På et efterfølgende russisk tv talkshow spurgte en deltager: ,,Hvorfor skal vi altid lede efter nogen at hade?” Samme spørgsmål kan stilles i Vesten om udtryk for russofobi som under Eurovisionen.

Jeg er interesseret i manden på gaden, som der står over togvognen øverst på siden. Jeg er ikke Ruslandsekspert og har ingen forudsætninger for eller hensigter om at danne et mere komplet eller sandere billede Rusland end det, som vi får serveret i medierne til daglig. Jeg ønsker bare at lære russerne bedre at kende, så jeg har et grundlag for at skabe mit eget billede, og det er det billede, som jeg over det næste stykke tid, vil forsøge at videreformidle til dig kære læser.