Sankt Petersborg: Hipstere, byen, banja og nationbuilding

Af de indtryk jeg har fået på min rejse gennem Rusland, kan de mest overvældende koges ned til tre, nemlig venlighed, gæstfrihed og hjælpsomhed, hvilke vil også være tre nøgleord, når jeg nu skal til at beskrive min oplevelse af mit sidste stop på turen: Sankt Petersborg.

Nye venner

Dmitrij havde fulgt med mig på toget, da han selv ville bruge et par dage i byen, med nogle af sine gamle venner. Netop som jeg havde taget afsked med min tidligere vært og nuværende ven på stationen, blev jeg modtaget af Natasha, der med sin enorme gæstfrihed havde ladet mig bo hos hende og hendes venner over den næste uges tid.

Natasha er programmør i hvad må beskrives som fisketanks-branchen og arbejder i øjeblikket på hvad der ligner afkommet af en trekant mellem et akvarium, en game boy og en krogmaskine. Hun bor i øjeblikket i et lille kollektiv bestående af en flok umådelig venlige hipstere af forskellig kreativ grad, hvilket fik det til at give mere mening, at Natasha havde bedt mig om at medbringe kenyanske kaffebønner ristet af det danske Coffee Collective.

Jamie og Natasha der spiller The Magnetic Fields 

Natasha og hendes venner inddrog mig dog meget hurtigt i fælleskabet. Allerede den første aften var jeg inviteret til fødselsdag med slænget og inden længe havde vi været igennem Sankt Petersborgs bedste craft beer barer, kaffesteder, hemmelige restauranter og loppemarkeder. En ting, der åbenbart karakteriserer Sankt Petersborg, er sjove hybrider. Blandt de mest alternative nåede vi at drikke kaffe på en kaffebar, der også fungerer som frisør, og vi nåede at se mine roomies Jamie og Camilla spille et DJ sæt på en bar, der også fungerer som møntvaskeri.

Gamle venner

En af aftenerne fik jeg lov til at se Dmitrij igen, da han var så sød at invitere mig med ud med sine venner på en lille Jazz klub for at se Чижик Джаз Квартет, der er en marimba-centreret jazzgruppe, der laver jazzarrangementer over klassiske kompositioner, hvilket fungerede overraskende godt. Aftenen blev heller ikke dårligere, af det forfriskende valg i Frankrig undervejs.

Stemning

Ligeledes fik jeg endelig lov til at bruge nogle dage sammen med min gamle veninde Sofia, som jeg lærte at kende da vi begge boede i Chile nogle år tilbage. Sofia bor for tiden i Sankt Petersborg hvor hun læser arkitektur, og er ved at dø over de stramme fredningsregler i byen, der gør, at alt skal være nyklassicistisk.   

Sofia foran Vinterpaladset der er ved at blive dekoreret til sejrsdagen

Sofia fik vist mig en rigtig stor bid af Sankt Petersborg og var en rigtig god guide under fejringen den 9. Maj (hvilket jeg vil komme ind på senere) og en rigtig god tolk på vores lidt uplanlagte tour-de-politistation (hvilket jeg også vil komme ind på senere. En af de rigtig fine ting, Sofia fik vist mig, var dog Sankt Petersborgs miniaturemuseum. Museet har lavet en miniversion af hele Rusland med udvalgte bygninger og steder, der repræsenterer de forskellige regioner, hvilket var enormt sjovt at se som en afslutning på min rejse, da jeg nu efterhånden kan genkende en del af stederne.

 

Flere nye venner og en vild banjatur

På en af vores ture i byen, introducerede Jamie mig for sin danske veninde Katrine, der i forbindelse med sin uddannelse i østeuropastudier bor i Petersborg. Sammen med sin roomie Christian har hun formet en lille enklave af nordiske studerende, der var så søde at invitere mig på banjatur den 8. maj, hvilket jeg glad takkede ja til, da jeg desværre ikke havde haft muligheden for at gå i banja forinden.

Godt bevæbnet med snacks, vodka og guldkarameller indtog vi i den lille danske delegation den langt større end forventede banja. Ud over selve saunaen og et rum med koldvandskar, bestod banjaen af flere større fælleslokaler med bar, dansegulv og bordtennis. Tankerne blev hurtigt ledt hen på, at stedet muligvis havde andre potentialer, da stedet vi lejede på timebais også var komplet med to soveværelser.

Ikke desto mindre havde vi en skøn aften, der først sluttede langt henne på natten efter vi havde været rundt forskellige andre steder i byen. Det føltes lidt som fuld oplevelse at jeg også fik banja-oplevelsen med. Det blev dog også en fuld oplevelse i en mere direkte forstand, så jeg desværre endte med at miste både sokker og pas i processen, hvilket skulle vise sig ikke at være super praktisk 34 timer inden jeg skulle af sted og dagen før landet i praksis lukker ned – men en god aften var det.

Den 9. Maj, nationalisme og årets bedste ven

Efter forgæves at vende tilbage til banjaen dagen derpå, måtte jeg trods en gennemgående gennemsøgning med en utroligt sød og hjælpsom opsynsdame, erkende, at mit pas var gone for good. Til min store redning var Sofia, som fortjener al den tak hun kan få, så fantastisk at bruge hele dagen på at gå med mig fra politistation til politistation gennem hele bureaukratiet og hjælpe mig med at skaffe alle de nødvendige papirer, så jeg dagen efter kunne få lavet et midlertidigt pas på ambassaden.

Selvom vi brugte en del tid hos politiet, fik vi heldigvis set det meste af sejrsdagen sammen, hvilket var noget af en oplevelse.

Som jeg tidligere har skrevet om, er der blevet varmet op til sejrsdagen i alle de byer jeg har besøgt på min rejse igennem Rusland. Overalt har der været storeforberedelser til militærparaderne samt bannere til ære for diverse krigshelte og flag med den sort/orangestribede Sankt Georg orden, der i denne forbindelse er til ære for alle de russere der deltog i Anden Verdenskrig. Mange vil også kunne genkende denne sløjfe på de pro-russiske oprørere på Ukraine, da den i allerhøjeste grad næsten mere end noget andet, er begyndt at fungere som et nationalt symbol.

Med de lidt tykke briller på, må man konstatere, at sejren i Anden Verdenskrig fra en nation building-synsvinkel er et helt centralt element i den russiske identitet. Da Rusland var så enormt hårdt ramt af krigen, betyder det, at næsten alle på en eller anden måde har et personligt forhold til krigen. Sofia fortalte mig, at næsten alle har veteranbedsteforældre og eller familiemedlemmer/venner, der på hver sin måde er blevet berørt af krigen. Dette giver sig også til udtryk blandt loppemarkederne og hos gadesælgerne, hvor man overalt kan købe diverse krigsting og sovjetmemorabilia.

Noget af zeitgeisten kan man fx se i popsange сом ”спасибо” (tak) af Diane D, der kom op til sejrsdagen i år. I det hele taget er det meget interesant at søge "клип 9 мая" på youtube, og se nogle af de videoer der kommer op.

Det er selvfølgelig langt fra alle der er helt med på ideen, hvilket man dog hurtigt kunne misledes til at tro ved første øjekast. De unge i mit kollektiv er bestemt ikke fans af fejringen, og kunne ikke drømme om at bære Sankt Georg ordenen, da de forbinder den med højreekstremisme.

Sejrsdagen blev indledt med en massiv parade af militærinventar bestående af alt fra ubåde og kampvogne, til transport- og bombefly i en kaliber der får debatten om indkøbet af de danske F35-fly til at virke som en bagatel. Dette blev efterfulgt af en præsentation af flere af de stadig levende veteraner, og de såkaldte ”krigens børn” hvilke er de børn, der voksede op under krigen. Disse blev alle modtaget med stor respekt og glæde af folkemængden der i fællesskab råbte paroler til ære for veteranerne, sejren og moderlandet. Efter disse var et massivt optog af russere (Бессмериный полк) med billeder af de venner og familiemedlemmer de mistede i krigen. Ud over alt dette var der mange musikindslag og taler. Den eksalterede stemning i folkemængden kunne let forvirre en til at krigen lige var vundet.

"Бессмериный полк" (Det udødelige regiment) på Nevskij Prospekt (jeg har hugget billedet, da mine egne ikke var lige så gode: https://youtu.be/CNBHTx2VjXY?t=1m56s)

Mit eget take fra siden

Seancen blev afsluttet med et stort fyrværkerishow over Nevskijfloden, hvilket blev mødt med store hurraråb fra det store kor af de glade fremmødte. Aldrig før har jeg oplevet en så stærk nationalfølelse, som den jeg oplevede den 9. maj i Sankt Petersborg, da det var som om, at hele byen smeltede sammen om ideen om den store sejr. Men det var en god aften, og jeg var rigtig glad for, at få lov til at bruge den sammen med Sofia.

På vej hjem fra showet

Hjem igen

Dagen efter fik jeg sagt farvel til mine værter, og kom hen på ambassaden, hvor jeg mødte Christian igen fra banjaturen. Superflink som han er, hjalp han og hans kollegaer mig med at få lavet et nyt pas, der trods nogle medlidende blikke fra kontrollørerne i lufthavnen fik mig gnidningsfrit tilbage til Kastrup. Efter nogle timers rejse blev jeg modtaget derhjemme af den udvidede familie og min søde kæreste, hvilket satte en dejlig krølle på en fantastisk rejse J

Jeg kommer med et sidste oplæg lidt mere samlende oplæg, men ellers vil jeg bare sige tak til jer der har læst med på bloggen! Det har været en god oplevelse både at formidle nogle af mine tanker undervejs, og det har været fedt at se, at mine venner og familie har læst med undervejs. Størst af alt er min tak dog selvfølgelig til alle dem der har haft mig boende og har brugt jeres tid sammen med mig. Det har for mig været en helt enestående oplevelse, og jeg er så glad for, at have lært dem alle at kende!

Moskva: En vild by, et nyt venskab og lidt politik

Over den seneste uge har jeg ikke bare mødt en utrolig by, men også et fantastisk menneske. Den sidste uges tid har jeg nemlig brugt med Dmitrij, der ikke alene har givet mig husly, men også har ofret en god bid af sin ferie på at vise mig Moskva. 

Dmitrij arbejder som programmør for mail.ru, er en stor Elton John fan og imponerer både på klaver og harmonika. Desuden er han yderst velbefærdet i kultur fra alt til byhistorie og arkitektur til musik og film, hvilket i høj grad kom til udtryk gennem hans store viden om det imponerende udvalg af seværdigheder han nåede at introducere mig til, i de få dage, jeg tilbragte i byen. 

Jeg er helt tryllebundet af Moskva. Med alt fra dens imponerende bygningsværker til dens overdådige metro, har den efterladt mig af en følelse af, at man kunne bruge en livstid i byen, uden at løbe tør for ting at se og lave. Jeg har savnet København en del under denne rejse, men jeg må konstatere, at den er helt usammenlignelig med dette sted. 

Moskvas metro
Mellem vores pakkede program bestående af museumsbesøg, kirkebesøg, rundvisning på Røde Oktober-chokoladefabrikken, opera i Bolshojteatret, cykelture, biografture,- parkvandringer og meget mere, tog Dmitrij sig tid til at vise mig et udvalg af Moskvas overvældende metrostationer, der på sin vis repræsenterer både den overvældende følelse, Moskva giver som storby i sig selv, men også den utrolige historie, som byen har sin part i.

Hver enkel metrostation er unik og er ofte indrettet efter et bestemt tema, hvilket ofte drejer sig om nedslag i den russiske historie og for det meste med et sovjettisk tvist. Flere af stationerne fejrer også sovjetiske ideer og resultater, som fx stationer dedikeret til den sovjetiske industri eller den sovjetiske arbejder. 

Den overdrevede antagonisering af Rusland og militærhysterien

Dmitrij stemte ikke selv på Putin, da han selv mener, at han er problematisk. Alligevel har han svært ved at genkende det billede, vestlige medier tegner af Rusland, der nærmest skaber et billede af en totalitær stat på fod med Nord Korea. Det er blevet et meme i Rusland at skrive "Russia did it", hver gang der sker noget, på grund af den konstante antagonisering, som der sker fra vestlig side. Dmitrij mener, at denne antagonisering er et udspring af misforståelserne om annekteringen af Krimhalvøen, hvilket er en historie, der ofte gengives ret unuanceret af vestlige medier som et aggressivt Rusland, der vil have sine ekssovjet stater tilbage, hvilket lidt er noget af en overdrivelse, når kigger nærmere på forholdene bag annekteringen (her skal det lige siges, at jeg selvfølgelig ikke er fan af annekteringen). 

Det faktum, at der konsekvent bliver dannet et fjendebillede af Rusland har ledt til et utrygt Rusland, der reelt føler sig truet af NATO, hvilket har ført til en massiv militærhysteri i landet. Denne kommer bl.a til udtryk i den massive landsdækkende militærparade til fejringen af sejren over nazisterne den 9. maj (som jeg nok skal dække når vi når dertil) og at forsvarsministeriet på lige fod med gadesælgerne, har åbnet butikker med sovjetmemorabilia, militærgøgl og T-shirts til ære for Putin, militæret og forskelligt militært inventar og bedrifter. 

Forsvarsministeriets tøjbutik

Sene aftener, te øl og sovjettegnefilm

De sene aftener brugte vi på at drikke te og se og høre alt fra Elton John til forskellige sovjetiske tegnefilm, til langt hen på aftnen. Den sidste aften brugte vi på at bestille take-away, drikke øl og se krigsfilm, hvilket var en rigtig god måde, at slutte en rigtig god uge på. Jeg kommer til at savne Dmitrij, da han ud over at være en fantastisk vært også har vist sig som en god ven, og jeg glæder mig til at se ham igen, næste gang, jeg er i Moskva.

Jekaterinburg: Utrolig gæstfrihed, fantastiske mennesker og Jeltsin

Sjældent har jeg mødt så meget gæstfrihed og menneskelig venlighed, som de få dage, jeg har brugt I Jekaterinburg. Mens jeg nu sidder på toget mod Moskva og skriver dette, kan jeg mærke, at jeg næsten er helt øm i kæberne over at smile så meget. 

Ankomst 

Mens jeg sidder på toget, og egentlig havde planlagt at checke ind på et hostel, når jeg ankom, modtog jeg pludselig en besked fra min russiske veninde Sofia, som skrev, at hendes familie og venner inviterede mig til at bo hos dem i Jekaterinburg, når jeg ankom. Selvom jeg allerede kom samme dag, og at jeg først ville ankomme sent om aftenen, blev der dog insisteret på, at der på ingen måde var nogen problemer. 

I bælgravende mørke da toget ankom, stod Sofias forældre klar på perronen, og overvældende mig med kram og en hulens bunke chokolade. Sofias forældre havde aldrig mødt mig før, men i følge dem, var en hver ven af Sofia en ven af dem. Straks kører de storsmilende forældre mig gennem Jekaterinburg til Sofias veninder, Natalia og Nastja, som jeg skulle bo hos, og gav undervejs en bilrundvisning i byen på en dejlig blanding af russisk og engelsk, og var ikke sky for at gøre stop undervejs. 

Da vi ankommer til Natalia og Nastja, er der ligeledes dækket op med te, tærte, mad og endnu mere chokolade, trods det hele kun blev sat i stand få timer forinden. Her sidder vi så i en fantastisk stemning og snakker om det ene og det andet indtil langt hen på aftenen. 

Familie, venner og en konference på Jeltincenteret 

På andendagen var Natalia så sød, at sætte godt hele dagen af til at vise mig rundt i byen fra den ene ende til den anden, mens hendes familie og venner bombarderer hendes telefon, med steder vi skal se. Natalia er selv tyve år, er ved at tage en bachelor i økonomi og er svært glad for at danse, hvilket hun går til tre gange om ugen. Hendes søster Nastja læser kunsthistorie på femte år laver selv moderne kunst i form af forskellige lysinstallationer. Mens vi ser byens imponerende bygningsværker og kirker, dukker Sofias mor op, igen storsmilende og igen med mere chokolade. 

Efter at have gået byen tynd, vendte vi tilbage til Natalias og Nastjas lejlighed for at spise frokost. Her bliver jeg introduceret til Natalias fantastisk venlige mor, som kom forbi til te, med medbragte isvafler og en invitation til at komme og besøge dem i deres hus, næste gang jeg er i byen. 

Inden jeg tog afsted til Rusland, havde jeg aftalt at mødes med min mors kollega, Elena, som havde et par ting med, jeg ikke havde plads til i min kuffert originalt. Ved samme lejlighed blev jeg inviteret med til en konference i Jeltsincenteret i anledning af et projekt om religion og politik, med en flok antropologer, religions- og samfundsforskere. 

Jeltsincenteret er et af de -hvis ikke det vildeste museum jeg nogensinde har set, og trods vi brugte flere timer derinde, nåede vi ikke at se en brøkdel, af alt det centeret leverer. Museet omhandler selvfølgelig Jeltsin og omstændighederne om Ruslands første folkevalgte præsident, men ud over dette søger centeret at skabe et billede af den russiske historie som en stadig kamp mod frihed. 

Centeret indledes først med en animationsfilm der samler hele den russiske historie op til Jeltsin, og efterfølges af en enormt lang gang, med den mest fantastiske samling af memorabilia i én lang tidslinje fra oktoberrevolutionen til perestrojka, alt sammen interaktivt på forskellig vis. På andenetagen ser man Jeltsinregimet blive delt op i syv perioder, fra hans bandlysning fra sovjetten, til opgøret mod Gorbatjov og til sidst sin egen tilbagetrækning i sin nytårstale. Rummene er delt op både historisk og temamæssigt, og slutter i et stort frihedsrum, hvor der ved søjler som yndringsfrihed, tankefrihed osv er videoer med fremtrædende personer, der forklarer deres fortolkning af ideerne. Ligeledes er der mulighed for at filme sig selv, og få sin fortolkning af frihed projekteret op. 

Efter udstillingen tog vi på en centerets fantastisk luksuriøse dog rimelig prissatte restaurant, hvor der blev serveret fancy versioner af russiske retter med tilhørende vin og vodka. Det var meget inspirerende at snakke med de meget kloge mennesker i forsamlingen, som desuden også var utrolig imødekommende og venlige. 

Om aftenen, efter at være blevet forsinket en lille smule af en massiv prøveparade af kampvogne og soldater til den 9. maj, kom jeg tilbage til Nastjas og Natalias lejlighed, der afholdt brætspilsaften med deres studiekammerater. 

Igen bliver jeg her overvældet af venligheden og nysgerrigheden fra de fremmede russere, der straks inddrager mig i gruppen. Det hele ender i en enormt hyggelig aften med spil, te og kager, der først sluttede langt hen på natten. 

Dagen efter, efter at pigerne havde anrettet et dejligt morgenmadsbord, fulgte Natalia mig til Hovedbanegården, hvor vi tog afsked. Igen er jeg stadig helt varm over alle de fantastiske mennesker, som jeg møder på så kort tid, og jeg venter i spænding til, at de skal komme og besøge mig i København, eller til når jeg kommer tilbage til dem. 

Irkutsk & Bajkalsøen: En fantastisk frossen sø, et frustreret medlem af oppositionen og en svensker i en spøgelsesby

Jeg ankom til Irkutsk efter en noget stresset afrejse, da Google maps havde bragt mig til togskolen i stedet for togstationen. Efter en længere sprint fra den anden ende af byen nåede jeg dog mit tog. 

Da jeg ligeledes efter lidt skattejagt og pilejagt var ankommet og havde fundet mit hostel, blev jeg velkomment af min meget venlige, trods stærkt tømmermændsramte vært, der dagen inden havde været ude at fejre hendes venindes fødselsdag. I sin bagstivhed havde hun dog købt pizza til hele hytten, hvilket var rigtig lækkert. 

Livet i oppositionen

Efter at have fået ordnet reservationen og min tur til Bajkalsøen, faldt mig og hostenes manager i snak om politik.  Hostelets er stor modstander af Putin hovedsageligt på grund af hendes frustration over sin oplevelse af den store korruption i Rusland, den ulige fordeling og den manglende reelle forsamlingsfrihed. 

Hun stemmer på oppositionslederen Alexei Navalny navnlig på grund af hans anti-korruptionskampagne. For nylig deltog hun i en af de store demonstrationer mod regimet, men da hun snart skal til England og giftes med sin forlovede, turde hun ikke blive længe, af frygt for, at det skulle påvirke hendes visamuligheder. 

Der er virkelig ikke nogen stor synlig opposition, og selvom Washington Post blæser demonstrationen op i deres artikel, er der, som de også selv skriver, alligevel kun tale om 700 demonstranter i hovedstaden. Den folkelige opbakning til Putin er på det plan, at det er normalt at købe merchandise med ham. I dag har jeg købt denne T-shirt, som der er massere af. 

Manageren føler sig generelt utryk ved politiet og systemet, og frygter ofte, at hendes telefon bliver aflyttet. For to uger siden fik hun noget af en forskrækkelse, da FSB bankede på i forbindelse med terrorangrebet i Sankt Petersborg og ville se hendes papirer igennem og interviewe hende om hendes gæster. 

Med bumlebussen og hoverbåd til Olgas hostel på en øde ø

Morgenen efter tog jeg en shuttlebus til Olkhonøen der ligger i Bajlkalsøen, der er verdens dybeste og Asiens største ferskvandssø. Det tog omkring fire timer at komme til øen gennem Sibiriens ret sparsomme vejnet. Da øen stadig er frosset til må man med en såkaldt "hoverbåd" over isen, hvilket er en hybrid af en halv fiskekutter og en halv gummibåd med en ordenligt blæsemotor, der kan drifte hen over isen. 

Efter yderligere halvanden times kørsel ankommer jeg til et lille samfund af en lille kvadratkilometers træhuse. Der bor ikke mere end omkring 2000 på øen fordelt i seks mindre landsbyer, hvilket gør øen en smule spøgelsesbysagtig. Ud af en låge kommer dog en lille ældre russsisktalende dame, der byder mig velkommen på hendes hostel. Jeg er den eneste gæst, selvom stedet ser ud til at kunne rumme en hel del. Lidt tumult får jeg dog pakket ud på mit værelse, og beslutter mig for, at gå ud og udforske området. 

Spøgelsesby med charme

Byen ligger næsten helt øde hen. Det eneste, der bryder stilheden, er et par enkelte landsbyboer, der skal nå aftenens sidste erinder og byens løse hunde. På vej ud af byen bliver jeg pludselig konfronteret af en mindre gruppe køer midt på vejen, hvilket vækker den indre ærefrygt for store dyr med horn hos en bydreng som mig. 

Da jeg kommer ud af byen er der pludselig ikke længere noget der bryder stilheden, og der er faktisk så tyst, at det næsten er lidt uhyggeligt. Der er ingen vind, kun et par småfugle jeg ind i mellem kan høre baske med vingerne. Det er så stille, at jeg næsten kan høre mit blod løbe igennem mine ører. I mellemtiden har jeg fået udsigt til den næsten uendeligt store stivfrosne sø, der igen vækker noget ærefrygt hos en bydreng. Normalt er jeg ikke typen, der får de store hårrejsninger over naturen, men der er alligevel noget over denne sø, der får det til at give mening, at de lokale shamaner mener, at den har særlige kræfter. 

Jeg gik rundt i området uden for byen i flere timer og lod mig fare lidt vild indtil solnedgangen. Ud over ren meditation var dette self også en god fotomulighed, så her er der en lille serie. 

Da jeg kom tilbage til Olga var jeg helt afslappet, selvom det også er en speciel oplevelse at gå så mange timer rundt i total stilhed i fuldstændig ensomhed. Som om vi havde aftalt det, stod Olga klar med den varme mad på slaget, som jeg kom ind ad døren til køkkenet, hvilket rundede en lang dag glimrende af. 

På andendagen på øen kørte jeg ud sammen med øens samlede seks andre turister ud for at se øen og søen. Som tidligere nævnt, er naturen fantastisk her, hvilket jeg har gjort mit bedste for at fange i strømmen af billeder nedenfor. Selvom det var en oplevelse at opleve det alene dagen før, var det noget af en lettelse, at være blandt mennesker igen og gøre sig nye bekendtskaber. 

Spøgelsesby uden charme og et nyt svensk venskab

Lige som jeg igen kom tilbage til hostelet, ankom en svensk fyr på min alder, der selv var igang med en lignende rejse som min egen, dog i modsat retning. Vi mødtes her på midten, brugte aftenen sammen og båndede over at have så meget til fælles og at mødes her i midten af ingen ting. Vi spillede skak ud til sent på aftenen, hvor vi gik ud for tage billeder af stjernehimmelen. 

Det gik dog hurtigt op for os hvor ubehageligt godt byen ville passe ind i en horrorfilm: Svært tilgængelig, tyndt beboet tyndt beboet ø i midten af Sibirien. Vilde hunde og en sky befolkning, der tror på ånder. Efter at en god bid af kvarterets hunde pludselig begyndte at gjalde, besluttede vi os derfor kvikt at trække os tilbage. Tilbage i hytten småsnakkede vi, indtil vi gik hvert til sit. Hvor er jeg glad for denne tur, og de mennesker jeg møder.